Astrologisk Selskab
Generalforsamling, 16. Marts 2012 / Kassererens beretning
Regnskabsåret begyndte ved stiftelsen, den 12. marts 2011 og dækker derfor reelt kun tre kvartaler. Alligevel har Selskabet (i hele tusinder) haft en omsætning på 43.000 kroner i 2011, hvoraf kun knap halvdelen (20.000) har været brugt til etablering og andre udgifter. Dette giver et overskud på 23.000 kroner ved starten af 2012.
Vedhæftet ses årets hovedtal samt den procentvise fordeling af indtægter og udgifter – de detaljerede tal fremgår af selve regnskabet – se: Årsregnskab-2011-Selskab
Bemærk, at dette har været udfærdiget så sent, at der ikke er foretaget revision. Generalforsamlingen har den mulighed at tage det foreliggende regnskab til efterretning med krav om revision og endelig godkendelse på en senere generalforsamling.
Omsætning
MEDLEMSKAB
Medlemskaber har kunnet indbetales online på Astrologihusets netbutik, Astroshop, eller kontant ved foredragene. Indtæger herfra udgør over to tredjedele af Selskabets omsætning. Astrobio har blot en andel på 6%, hvorfor den i 2012 stort set vil forsvinde som selvstændig post og blive en del af medlemskaberne.
Overhovedet har året givet den erfaring, at medlemskaberne bør forenkles. Fra nytår 2012 findes derfor alene Basis-medlemskab (200 kr/år) uden adgang til Astrobio. Et særligt Astrobio-medlemskab anvendes af nogle få i Jylland, ellers anvender hovedparten nu Kombi-medlemskab (med Astrologisk Museum) og GULD-medlemskab, der giver adgang til alt, incl. emagasinet Horoskopet.
Med en entusiastisk start de første par måneder kom medlemstallet hurtigt op på over 50, hvor ved Selskabet allerede da markerede sig som landet største astrologiforening. Antallet er siden steget støt og lå ved årets udgang på 80 medlemmer – og det stiger fortsat her i 2012.
Samtidig har Astrologisk Museum fordoblet deres medlemstal gennem samarbejdet med Selskabet, så der nu er over 50 medlemmer af Museet.
Udgifter
Her gennemgås de enkelte udgiftsposter:
EMAGASINET
Under hele 2011 har eMagasinet Horoskopet været en del af alle medlemskaber, idet Selskabet har købt abonnementerne for 10% af omsætningen i Astroshop, hvilket man vil se udgør 17% af udgiterne i årets løb. Dette har fungeret som en promovering af emagasinet, men også som et ekstra medlemstilbud, så begge parter har haft glæde af det.
Fra og med 2012 er det alene GULD-medlemmer der har emagasinet som en del af medlemskabet. Dette køber Selskabet til halv pris af Astrologihuset – igen til glæde for begge parter.
IT UDGIFTER
De samlede udgifter til webhotel, domæner, nyhedsbreve og programmer udgør en fjerdedel af udgifterne. Med til dette billede hører, at Selskabet gebyrfrit har kunnet låne filmkamera og andet AV-grej af Astrologisk Akademi. På et tidspunkt bør Selskabet nok anskaffe sit eget udstyr.
I betragtning af, at al annoncering, netTV, regnskab og medlemsadministration kører elektronisk har etableringsomkostningerne været yderst beskedne, idet vi konstant har søgt billige eller gratis ydelser i ordentlig kvalitet. Det øvrige kontorhold ligger på 11% af udgifterne (dvs. blot 5% af omsætningen), hvilket er meget lavt.
HONORARER
Forholdet mellem entréindtægter (9.000) og udgiter til honorarer (4.500) fortæller umiddelbart, at entreindtægterne udgør det dobbelte af honorarerne. Disse tal skal imidlertid tages med forbehold, for det er et område, hvor Selskabet lagde meget forsigtigt ud. I forårssæsonen udbetaltes overhovedet ikke honorarer, de blev alle doneret til det nystartede Selskab. Med i billedet hører også Astrobio (2.300) som en selvstændig indtægtskilde.
Konklusionen er, at vi med denne forsigtighed har fået etableret en sund økonomi og til efteråret godt kunne forøge honorarernes størrelse. Vi har til nu regnet med 500 kr/timen – dvs. 1.000 kr for et foredrag og 2.500 for en temadag – men bør måske overveje lidt højere takster for især foredragene.
HUSLEJE
Lokaler lejer vi på regulære, men favorable vilkår i Astrologihuset, når der er temadage og foredrag. Vi betaler A-rumspriser for det en tredjedel større X-rum og caféaftenerne er gratis for Selskabet. Det ser ud til, at vi kan beholde denne gode ordning.
– – – –
Budget 2012
De fremlagte slutsummer og procentvise fordelinger af indtægter og udgifter for det første regnskabsår udgør samtidig Selskabets budget for 2012. Der kan muligvis ske mindre forskydninger, men fastholdes den nuværende omsætning på 43.000, vil den procentvise fordeling holde sig nogenlunde konstant. Se : Budget-2011-Selskab
Allerede nu har der vist sig yderligere fremgang i medlemstallet, så budgettet virker i dette lys ret forsigtigt – og der vil kunne skabes et fornuftigt overskud ved begyndelsen af 2013, således at det tredje (og traditionelt svære) leveår, kan få en god start.
Claus Houlberg
kasserer